Gode lege mellem barn og hund!

 .... eller andre barnlige sjæle....

 

Søge godbidder inde og ude:

 

En rigtig god og nem leg der kan leges både ude og inde. Hvis hunden har lært det, kan den blive bedt om at blive i sin kurv, i et rum eller en bestemt position mens der gemmes godbidder. Har hunden ikke lært dette endnu kan man vente med at kalde på hunden til man har gemt godbidder eller hunden kan blive holdt, bundet eller lukkes bag en låge.

 

Godbidderne/foder kan både gemmes ude og inde. Er legen ny for hunden, dog ikke over et for stort område i starten. Kan gemmes både langs gulvet og højere i snude højde og for de ”professionelle” så højt at hunden skal strække sig efter dem, f.eks. opad et træ. Gode gemmesteder er (afhængigt af størrelse på hund) bag puder, under hjørnet af løse tæpper, i kroge, vindueskarme, nede i sko eller på træer og stubbe.

 

Når godbidderne er gemt går barnet tilbage til hunden eller kalder og sender hunden af sted med et søge signal. Det er fint at gå med hunden rundt og vise den lidt på vej med hvor den skal søge henne ved at pege, men lad hunden selv gøre det sidste stykke af arbejdet.

 

 

Søge legetøj inde og ude:

 

En god leg til den hund der har noget legetøj den er rigtig glad for. Kan fint kombineres med anden form for leg med legetøj, så man i stedet for at kaste legetøjet til hunden gemmer det og lader hunden finde det. Stor ros og mere leg når hunden finder legetøjet. Gem kun et stykke legetøj af gangen og lad hunden se ca. hvor barnet gemmer det i begyndelsen, samt brug et søge signal når hunden skal begynde at lede. Hunden kan også fint lære navnet på tingen den skal finde, vad at man siger ”find bamsen” eller ”find bolden”.

 

 

Gemme godbidder under kopper:

 

En super sjov leg der kan udvides og gøres sværere i takt med at hunden mestrer opgaven.

 

Begynd feks med 3 plastik kopper eller tomme urtepotte skjulere og gem godbidder under alle 3. Lad hunden finde ud af hvordan den vælter koppen og finder godbidden. Når hunden er god til dette, lad der kun være en godbid under en kop og lad hunden snude sig frem til hvilken kop den er under. Hold i begyndelsen fast på de kopper der ikke indeholder godbidder. Når hunden er sikker i dette kan man lave ”tryllekunstner” udgaven, hvor hunden ser hvor godbidden er og man derefter flytter rundt på kopperne og lader hunden søge sig frem til den rigtige.

 

 

 

 

Finde familiemedlemmer:

 

En rigtig sjov leg som kan leges inde, ude og på gåtur.

 

Et barn eller voksen kan holde hunden mens den anden gemmer sig. Når barnet har fundet et gemmested kaldes en gang på hunden og personen der holder, slipper hunden og siger den skal finde ex. Peter. Bliver hunden forvirret undervejs kan der kaldes igen. Når hunden finder barnet belønner barnet hunden med en godbid. Mens hunden er optaget af at finde det første barn kan den, der før holdt hunden gemme sig og kalde når hunden er færdig med at få godbidder hos den første.

 

 

Indkaldsleg:

 

En sjov og lærerig leg der kan leges med alt fra to personer og op. Alle deltagende personer udstyres med godbidder og stiller sig op med en  hver især afstand til hunden og hinanden på 5 til 10 meter. Man skiftes så til at kalde på hunden og belønner den med godbid når den kommer. Løber hunden over til en der ikke har kaldt roses og belønnes den ikke. Vent derfor med at kalde indtil den person hunden er ved har givet den fri og er færdig med at belønne. Kan med fordel udvides til at hunden skal komme og sitte foran den person der har kaldt.

 

 

Cirkusstricks:

 

Hvis barnet er over 8-10 år og forstå belønningssystemet er det som regel rigtig sjovt for begge parter at finde på og udføre cirkus tricks, evt under vejledning af en voksen i starten.

 

Det kan være tricks som ex. at give pote, vinke, gå/springe igennem en hulla hop ring, gå sik-sak mellem benene, ligge død, danse (gå i ring om sig selv) eller rulle rundt.