Først alt det praktiske:

Træningen foregår bag Kirkens korshær butikken i Malling. Du kan parkere ved Holmskovtoften 3. Lige overfor Xl Byg.

Forudsætninger:

De eneste forudsætninger jeg kræver er at din hund er lovpligtigt ansvarsforsikret og at denne dækker almindelig træning, samt at den er vaccineret.

Hvalpe behøver kun at have fået den ene vaccine når de starter andre hunde må der højst være gået 4 år siden sidste vaccine.

Husk at melde afbud, så vi ikke står og venter på dig: 53224345 eller mail.

I må gerne deltage flere fra samme familie med hunden. 

Til træning skal du have hunden i almindelig fast, blødt halsbånd eller endnu bedre en sele. Du skal have en almindelig fast snor på ca.1,5 - 2 meter koplet på hunden til alle tider, med mindre du bliver bedt om andet - feks under træning af indkald. Flexi -line duer ikke til træning, så den bedes blive hjemme og kun reserveres til ture i skoven.

Så skal du huske godbidder - og en maaaaaassse af dem! Du skal garanteret bruge flere end du regner med. Derfor skal hunden heller ikke have spist lige inden den kommer til træning, frokosten bliver indtaget under træning;)

En godbid er mad som hunden vil gøre noget for at opnå. For nogen få hunde falder alt mad ind under den kategori, men for langt de fleste skal godbidder være noget lidt andet end den sædvanlige mad for at hunden i længden gider koncentrere sig om at opnå disse - i stedet for at tænke på at lege med de andre hunde eller hvad der nu ellers er sjovt når man er ude i verden og ikke bare træner hjemme i stuen.

Gode godbidder til træning kan være:Kogt kylling eller andet kød, skinketern, pølsestykker, lever. Kan evt. blandes med lidt af det normale mad.Og de skal være små! Ærtestørrelse er passende for de fleste. Måske endnu mindre hvis man har en meget lille hund.

Et stykke yndlingslegetøj kan også være godt at tage med.

Husk ligeledes prutteposer, vand til hunden og evt. dækken hvis din hund fryser i den kolde tid.

Etikette på pladsen:

Mød roligt op og giv tid. Specielt hvis du har en lidt nervøs hund.
•Ikke hilse på nye hunde før ok fra anden part. Ingen bunke hilsen!
•Vis hensyn under træning, så I ikke forstyrrer anden part.

 

Tilrettelæggelse af træning - hvalpe:

Hvalpestationer på tæppe med afstand til de andre, så jeres hvalp lærer den meget vigtige kunst at slappe af, selvom der sker ting omkring den.
•Ingen bunke leg – kun to og to af gangen. Dette betyder at jeg sætter en lille gård op som hvalpene kan lege i med en passende legekammerart. Dette sker typisk midtvejs i timen som et frikvarter. Den første gang til træning er der IKKE leg uden snor. 
•Husk pauser – de er ikke spildt. En hvalp kan ikke koncentrere sig længe af gangen, så husk at give den pauser.

Tilrettelæggelse af træning - unghunde/hverdagsfærdigheder/andre hold med voksne hunde.

Typisk større afstand mellem hundene for at bevare koncentrationen. Noget af træningen kan foregå i lang line, så vi hjælper de unge hunde til at blive ved jer, samtidig med at vi forsøger at øge kravene.

Afhængig af de deltagende hunde, skal der ikke regnes med fri leg. Mange unghunde kommer i en periode, hvor det kan være lidt svært at kommunikere høfligt med andre hunde og er typisk meget fokuseret på netop de andre hunde på holdet, hvilket gør det problematisk at blande træning og leg i løbet af den samme time. Hundenes sociale behov skal forsøges stillet på andre tidspunkter med passende legekammerater.

Vi ses til den praktiske træning - vel mødt!